ARBEJDERRETTIGHEDER

”Et klart bevis er sandelig kommet til jer fra jeres Herre. Så giv det fulde mål og vægt (i alle jeres handler), og gør ikke uret mod folk ved at fratage dem det, der rettelig er deres, og skab ikke kaos og ødelæggelse i landet, når man ser det er så velordnet. Det er for jeres eget bedste, hvis I vil være sande troende”. (Al-Ar’af, 7:85)

Islam anser arbejde for ukrænkeligt og betragter arbejdet, for ens levebrød, som tilbedelse. Profeten Muhammad priste arbejde og sagde: ”Den bedste (eller reneste) indtægt er den, der stammer fra ærligt (og oprigtigt) arbejde”.

Islam forhindrer også, at relationerne mellem arbejdsgiver og arbejdstager udvikler sig til et system til udnyttelse af arbejde. Profeten sagde: ”Jeres arbejdere er jeres brødre. Den Almægtige Gud anbragte dem under jer [til jeres tjeneste]. Enhver, der har en [af sine brødre] under sig [i arbejde for sig] skal give ham den samme føde, som han selv spiser, klæde ham med samme slags klæde, som han selv går i og sæt dem ikke til at gøre noget, de ikke kan klare. Hvis du gør det, så hjælp dem”, eller ”Betal jeres arbejdere deres løn, inden deres sved er blevet tør”.

Når Islam fastsætter en arbejders løn, kræves det, at lønnen skal være tilstrækkelig til at betale for basale behov såsom bolig, tøj og uddannelse for arbejderen og de, der er afhængige af ham/hende.

Islam regulerer også de ansattes arbejdsbetingelser og stempler farlige og risikable arbejdsforhold som forfølgelse. Ifølge Islam bør ansatte have religions- og samvittighedsfrihed og forsynes med faciliteter og tid til at udføre de tjenester, der kræves af deres respektive religioner.

Islam anerkender alles ret til arbejde, og for at beskytte arbejderes og ansattes rettigheder, indfører Islam hisba-institutionen, der er en slags ombudsmand, i stedet for sådanne begreber som strejke eller lockout, der er baserede på konflikt.

MINORITETERS RETTIGHEDER

”Med hensyn til dem, der ikke bekriger jer på grund af jeres religion, eller fordriver jer fra jeres hjem, forbyder Gud jer ikke at være venlige mod dem og behandle dem lige. Gud elsker i sandhed de, der er grundigt retfærdige”. (Al-Mumtahanah, 60:8)

Islam skelner ikke mellem mennesker baseret på sprog, race, slægtskab eller klasse, men behandler dem ligeligt. I en række hadis forbyder Profeten diskrimination af mennesker, baseret på deres hudfarve eller foragtelig opførsel overfor mennesker, der ikke har adelige forfædre eller at betragte arabere som overlegne i forhold til ikke-arabere.
Da det moderne minoritetsbegreb er et produkt af moderne nationalstatsbegreb, er den eneste gruppe, der kan betragtes som minoritetsgruppe i Islams historie ikke-muslimer, der bor i islamiske lande. Disse religiøse minoriteter, kendt som dhimmier, er altid blevet beskyttet både i teori, som udtalt i Profetens ord, og i praksis gennem hele den islamiske historie.

Islam tillader dhimmier at praktisere deres egen civile ret og arveret, etablere deres egne religiøse uddannelsesinstitutioner, at modtage undervisning på deres modersmål og at beholde deres kulturelle arv. For at undgå at de fremmedgøres i det muslimske samfund, betragtes deres madlavningstraditioner stort set som halal for muslimer, og ægteskabelige forbindelser med dem betragtes som tilladte for muslimer.

Islam tilbød også fuld beskyttelse for politisk repræsentation af dhimmiernes rettigheder. Profeten ansatte nogle kristne og jøder som sine højt rangerede medarbejdere. Det følgende uddrag fra den aftale, Profeten sluttede med en kristen stamme, tjener som det bedste eksempel på den beskyttelse, Islam tilbyder religiøse minoriteter: ”Narjans folks liv, og dem fra omkringliggende områder, deres religion, deres land, ejendom, kvæg og de af dem, der er til stede eller fraværende, deres budbringere og deres tilbedelsessteder er under Guds beskyttelse og Hans Profets overvågning.. Der skal ikke røres ved deres nuværende tilstand, ej heller skal der pilles ved deres rettigheder eller deres afguder skændet. De vil ikke blive tvunget til at skifte deres religion og de vil heller ikke lide skade på nogen måde”.

NABOERS RETTIGHEDER

”Tilbed Gud, og tilskriv ikke nogen som helst som partner til Ham; og vær god mod jeres forældre, slægtninge, forældreløse, den hjemløse, den nabo, der er nær, den nabo, der er fjern, følgesvenden ved din side (på vejen, i familien, på arbejdspladsen, etc.), den vejfarende og de, som er i din tjeneste”. (An-Nisa, 4:36)

De rettigheder, som vor nutidige verden definerer som menneskerettigheder, bliver af Islam betragtet som et altomfattende sæt af rettigheder, der strækker sig fra individet til samfundet og endda Gud. Naboernes rettigheder, der ikke anerkendes af den vestlige verden, består af særlige rettigheder, der er specielt værdsat i Islam, og som simpelthen ikke kan behandles indenfor debatten om menneskerettigheder. Faktisk betegner Islam det som et tegn på, at man er en god muslim, at man har gode relationer med sine naboer og tager sig af dem.

En muslim antages at vise venlighed og god opførsel overfor sine naboer, hilse på dem, besøge dem, række en hjælpende hånd, når de har behov, dele deres sorger og glæder, give dem gaver, deltage i deres ægteskabelige og begravelsesceremonier, afstå fra at granske i deres fejl, og holde de fejl hemmelige, som man ved uheld er kommet til at kende.

Profeten Muhammad opmuntrer muslimer til behørigt at respektere deres naboers rettigheder i mange hadis såsom ”Han, som tror på Allah og Dommens Dag, lad ham ikke skade sin nabo”, eller ”Ærkeenglen Gabriel anbefalede mig så ofte naboernes rettigheder, at jeg blev bange for, at denne også skulle blive erklæret en arving”, eller ”Ved Allah, den, hvis naboer ikke føler sig sikre overfor hans ballade og ondskab, er ikke en sand troende”.

I Islam er naboers rettigheder sikret uanset deres religion, sprog eller race. Ved at følge deres Profets gode eksempel gjorde tidligere muslimer det til en vane at dele deres måltider med deres jødiske eller kristne naboer.