Salman Al-Farsi radiyallahu anhu(ra)

“..og hvis I vender ryggen til(Islam) vil Han(swt) erstatte jer med et andet folk(nation), som ikke vil være som jer” – (Surah Muhammad 47:38).

Da den ovenstående ayat blev åbenbaret, spurgte nogle Sahaba(venner) Profeten(saw) om fra hvilket folkefærd de personer skulle være. Denne ayat “hvis I vender ryggen”, idet Profeten(saw) lagde sin hånd på Salman al-Farsis(ra) skulder og sagde “Ham(ra) og hans folkekaste, Jeg sværger ved Ham(swt), som har mit liv i Hans(swt) almægtige hænder; hvis troen(deen) og ilm(viden) var ude på Sureyya-stjernen(Ath-Thuraiya den fjerne stjerne), vil nogle af de personer fra Persien tage det derfra“(Tirmidhi, Tafsir af Surah Muhammad, (3256, 3257).

Salman(ra) var oprindelig fra Iran og blev født i landsbyen Jayyan, som befinder sig i Isfahan. Hans tidligere navn før Islam var Mabah bin Buzahsan. Hans fader var en godsejer af en bondegård.

Hans far elskede ham mere end alt mellem jord og himmel. Med tiden blev hans kærlighed til Salman(ra) så stærkt og ukontrolleret, at han frygtede, der ville ske Salman(ra) noget. Af den årsag spærrede han Salman(ra) indendørs, akkurat som man indespærrede piger i hjemmet dengang.

Salmans(ra) familie var ekstreme tilhængere af Zarahustra(ild tilbeder-Zartush). Han(ra) havde til opgave at sørge for, at den brændende ild, som de tilbad ikke gik ud . Ilden måtte ikke engang slukke få minutter. Faderens hårde arbejdsvilkår forårsagde Salman(ra) til at arbejde i markerne.

Salmans(ra) isolation i hjemmet fik ham til at tænke på, hvor sand den religion Zarahustra han tilbad var. Da han ikke havde nogen kontakt med omverdenen, fik han egentlig ikke nogen mulighed for sammenligning af religionerne. Salman(ra) begyndte at undre sig omkring en Gud, som havde behov for beskyttelse fra tilbederen, for at den ikke skulle ende. En gud, som havde en ende, kunne ikke være en evig gud. Envidere undrede Salman(ra) tanken om, hvordan noget ild, som det afhængige menneske tænder, kan være tilbedelse. Ild, som i sig selv er afhængigt af begrænsede bestanddele. En evig Gud kunne ikke være begrænset, afhængig eller have en start eller ende.

På vej til markerne, gik han forbi en kirke, som tiltrak al hans opmærksomhed, da han havde hørt folk bede derind. Han vidste intet om Kristendommen. Han stoppede op og rettede sig mod kirken og gik efter lyden for at se, hvad de lavede. Han blev så imponeret af deres måde at tilbede på, at han tilbragte natten sammen med dem og viste en stor interesse for deres religon. Denne beundring fik ham i søgende tilstand og han spurgte, hvor han kunne få mere viden omkring religionen. Salman(ra) fandt her ud af, at Kristendommen oprindeligt var fra Syrien.

Salman(ra)s far var blevet så bekymret for sin søn, at han sendte nogle tjenere efter ham. Da Salman(ra) kom hjem om natten, spurgte hans far ham om, hvorfor han var så forsinket, og hvor han havde været. Salman(ra) begyndte at fortælle om kirken, kristendommen, måden de tilbad gud på og afsluttede snakken med at sige:

“At tilbede den Eneste Ene Gud var bedre end at tilbede ilden.”

Salmans(ra) far blev først bekymret, og dernæst kom der en frygtelig følelse af angst i ham, og han sagde, “at der ik fandtes noget godt i deres religion. Din religion og dine forfædres religion er bedre”.

Salman(ra) insisterede på, at kristendommen var bedre end deres egen, og begyndte at diskutere med sin far. Hans far var rædselsslagen og frygten om, at hans søn ville forlade sin forfædres religion, fik ham nu til sætte lænke på Salmans(ra) fødder.

Hans forfædres religion havde lænket hans fødder, og gjort ham til en fange, mens hans hjerte begyndte at banke for den Eneste Ene Gud. Salman(ra) sendte en besked til kirken om at informere ham om en karavane til Syrien. Kirken kontaktede ham dernæst omkring de informationer, han havde bedt om. Han slog lænken i stykker, og sluttede sig til karavanen til Syrien.

Hans historie ligner Profeten Abraham-Ibrahims(as) situation, som står beskrevet i Quranen, hvor Hazrat Ibrahim(as) ikke ville dyrke de samme guder som hans far og forfædre og samtidigt benægtede, at menneskelavede guder ikke kan være Hans(as) skabere. Endvidere fastslås Hazrat Ibrahims(as) monoteistiske syn:

“Da Abraham sagde til sin fader og sit folk: Jeg gører mig fri af det, som I tjener,

bortset fra Ham, der skabte mig. Han vil retlede mig” – (Surah Zukhruf 43:26-27).

Han fandt en biskop, og gik under hans tjeneste, da han kom til Syrien. Der gik ikke lang tid før han fandt ud af, at biskoppen var korrupt. Da biskoppen døde, samledes folk for at begrave ham, men Salman(ra) fortalte dem, at han var korrupt og havde snydt folk. Han fik folk til at give almisse, men gav det aldrig videre og skjulte det et sted. Salman(ra) viste dem stedet, hvor det gemte guld var gravet ned. Da folk så alt det guld, som var gemt, sagde de, at de ikke ville begrave ham, men korsfæstede og stenede hans lig og gjorde det af vrede og hævn for biskoppens dobbeltmoralskhed og kætteri.

Salman(ra) oplevede den nye asketiske biskop som værende dybt troende og blev oplært af ham, men stadig tørstede Salman(ra) efter viden og ved biskoppens dødsleje fik han anbefalet en biskop i Mosul(Irak). Salman(ra) bragte så sin tid med biskoppen i Mosul, indtil biskoppen lå i sin dødsleje. Salmans(ra) videnstørst slukkede stadig ikke og fik anbefalet en lærermester(alim) i Nusaybin. Da lærermesterens død nærmede sig, fik han anbefalet en præst i Ammurriyah i Rom. Præsten i Ammuriyah blev ikke sidste stop for Salman(ra), da han fik fortalt, at tiden for den sidste Profets(saw) kommen er nær:

“Han vil blive sendt efter Ibrahims(as) deen(religion), og vil udvandre fra sit folk og tage til en by, hvor der er daddel-træer. Han vil ikke tage imod mad som almisse, men han vil tage imod mad som gaver og mellem hans to skuldre under nakken vil der være seglet af Profetskab. Du vil genkende ham, hvis du kan nå til den by, så gør det, fordi du er meget tæt på hans tid.”

Præstens sidste ord ringede som en klokke i Salmans(ra) øre, det var hans inderste ønske at møde den nye og sidste Profet(saw). En embedsmand fra Kalb-stammen ville tage ham med til Hijaz, som var et land med daddel træer. På vejen snyder handelsmanden Salman(ra), og sælger ham som en slave til en jøde i Wadi al-Qura(mellem Syrien og Medina). Derfra blev han igen solgt videre til Bani Quraysh, som tog ham med til Madinah. Han fik ikke mulighed for at snakke med nogen, da han arbejdede hårdt i daddel-gården som slave. Trods det indså han, at dette var de jorde hans lærermester snakkede om.

Salman(ra) troede på Allah, og mistede aldrig håbet også i disse svære tider som slave. Fordi han vidste, at Allah var sammen med ham(og slaverne).

Da Profeten(saw) nået til Quba(landsby mellem Mekka og Medina), gik rygterne rundt omkring hans profeti også til de andre stammer.

Mens Salman(ra) var i gang med sit arbejde på toppen af et træ, kom en jøde over til Salmans(ra) herre og begyndte at forbande aws og khazraj(2 stammer som støttede Profeten(saw) i at komme til Madinah), “må gud forbande dem. De er samlet rundt omkring en person, og tror på at han er Guds Profet(saw)”.

“Guds Profet”- samt “Nabi”- ordene kom flyvende ind igennem hans ører, og videre til hjertet, som fik rystet hele hans krop.

Salman al-Farsi sagde til sig selv: “det er sikkert ham” og gik ned af træet og spurgte sin Herre om, hvad han sagde, hvilket nyhed han kom med”. Han gav ham et slag i ansigtet , “hvad kommer det dig ved. Gå tilbage til dit arbejde” svarede han.

Salman(ra) ventede til mørket faldt. Og tog af sted til Profeten(saw) med lidt mad, som han sparede op og sagde til Profeten(saw):

“Jeg har hørt at Du(saw) er en salih person. Der er folk sammen med dig(saw), som har brug for noget. Jeg tænkte på at det ville være bedre, hvis jeg kom til dem med det her ” og lagde dem ved siden af Profeten(saw). “Spis”sagde Han til sine venner, men spiste ikke selv noget af det.” Det var et af de tegn som Salman(ra) ventede på”. Han skyndte sig hjem og kom igen med lidt mad næste dag og sagde “Det her er ikke almisse men tag det som en gave”. Denne her gang så Salman(ra), at Profeten(saw) og Hans(saw) venner spiste af det. Det var det andet tegn.

Salmans(ra) utålmodighed var ved at tage overhånd, derfor besluttede han sig til at tage til Rasullah(saw) uden at vide, hvordan Han(saw) skulle reagere.

Trods alle forhindringer og flere tusinde skridt var han nu sammen med Rasulallah(saw) i en fredfyldt skyfri nat. Fødderne fulgte hjertets rytme og cirkulerede rundt omkring Profeten(saw), idet hans søgen efter tegnet mellem hans skuldre, som skulle bekræfte hans profesi.

Da Profeten(saw) ligger mærke til dette, smider Han(saw) sin rida til side således, at Hans(saw) skuldre er bar. Dette øjeblik bliver svaret på alt, hvad Salman(ra) havde kæmpet for, han falder ud i tårer. Rasulallah(saw) beder ham om at sidde ved siden af Ham(saw). Lykkeligere kunne Salman(ra) ikke være, dette øjeblik var alt for ham.

Efter denne fabelagtige nat sagde Rasulallah(saw) at Salman skulle tilbage til sin herre og aftale en frigørelse fra slaveri. De blev enige om at plante 300 daddel træer og 40 awqiyya(mønter) guld. Og bad sahaba(Profetens(saw) venner) om at hjælpe Salman(ra). De samlede daddel frøer og gav dem til Salman(ra). Rasulallah bad Salman(ra) om at grave jorden, men ville selve plante daddel frøerne. Ingen af daddel frøerne var tørret. Senere kaldt Profeten(saw) på Salman(ra) og gav ham en guld klump på størelsen med et æg. Salman(ra) kunne ikke lade være med at sig det var langt fra at være nok, Profeten(saw) svarede:

“Oh Salman(ra) Allah vil få det til at være tilstrækkeligt for din frigørelse”.

Salman al-Farsi(ra) tog til sin ejer og betalte og blev forundret over, at guldklumpen ikke blev mindre, hver gang han tog en del og gav det til sin ejer. Guldklumpen var intakt selv efter, at hans ejer var betalt.

Salman(ra) beretter efter sin frigørelse; “Jeg sværger ved Ham(swt), som har mit liv i sine hænder, at guld klumpen ikke blev færdig fra min hånd, før end vægten viste hvad jeg skyldte.”

Nu havde Salman(ra) sluttet sig til Sahabeen(Profetens(saw) tætteste venner), hvortil den første krig han deltog i var Khandaq. Dette var en af de vigtigste krige i den Islamiske Historie, hvor titusind mushriqeen(afgudsdyrkere) og munafiqeen(dobbeltmoralske) allierede sig mod muslimerne. Profeten(saw) og Hans(saw) hær valgte at blive i byen og forsvare sig mod dem, til trods for, at der ikke var nogen ydre beskyttelse. Efter en lang rådførsel, rejser Salman(ra) sig op og siger: “Oh Rasulallah, når vi blev angrebet i Iran, plejede vi at grave en dyb grav rundt omkring byen”. Dette lød som en god idé for Rasulallah(saw) og hans venner, og så begyndte de at grave denne lange og dybe grav. Da Salman(ra) var effektiv og stærk som person, sagde de, som lagde mærke til hans stærke personlighed, at han var en fra Ansar. Hertil havde nogle grupper fra Ansar slægten og Muhajireen slægten en uenighed. Da Profeten(saw)hører dette sætter han det sidste ord og siger:

“Salman(ra) er en af os. han er fra min Ahlul-Bayt”(Bukhari).

Dette sagde Profeten(saw) for at beskytte Salman al-Farsi, og samtidigt var det den største respekt, Salman(ra) kunne få.

Salmans(ra) idé med graven var genial og overraskede fjenden, som var nået til Madinah, det lykkedes dem ikke at komme forbi graven, og sejren var på muslimernes side.

Salman(ra) var kendt for sin tætte og nære selskab og forhold til Profeten(saw), at de sad sammen alene i mange nætter. Han var en af Ashabu Suffa(de næreste venner), som tilbragte hele dagen med Rasulallah(saw). Salman(ra) så Rasulallah(saw) være sammen med sin familie som værende et social menneske, og hvorledes han tilbragte sin dyrebare tid sammen med dem. Salman(ra) så Profeten(saw) bede og var sammen med Profeten(saw), da han var fastende. Salman(ra) oplevede, hvorledes Rasulallah levede og undgik aldrig selv Sunnah. Han havde lært at leve som Profeten(saw), fordi han var oplært af selveste Profeten(saw), hvilket også tyder på, hvor meget viden han havde. Profeten(saw) var alene sammen med Salman(ra) i flere dage og nætter ad gangen uden at Profeten(saw) besøgte sine koner og familie. Dette foregik op til flere gange.

Profeten(saw) lavede et broderskab mellem Salman(ra) og Abu Ad-Dardaa(ra). Salman(ra) aflagede et besøg hos Abu Ad-Dardaa og fandt Um Ad-Dardaa(konen til Abu Ad-Dardaa) klædt i lurvet tøj og spurgte hende, hvorfor hun var i den tilstand. “Din bror Abu Dardaa er ikke interesseret i frolighed af denne verden.”, svarede hun. I mellemtiden kom Abu Dardaa hjem og forberedte mad for Salman(ra). Salman(ra) bad Abu Dardaa om at spise sammen med ham.

“Jeg faster”, sagde Abu Dardaa. Salman(ra) svarede:

“Jeg kommer ikke igen for at spise, medmindre du spiser med.” Så spiste Abu Dardaa sammen med Salman(ra).

Da det blev nat, stod Abu Dardaa op for at bede natte bøn, men Salman(ra) sagde “sov” og Abu Dardaa sov. Efter et stykke tid stod Abu Dardaa op igen, men han bad ham at sove igen. Da sidste time af natten var faldet, stod Salman(ra) op og vækkede Abu Dardaa, og begge bad og Salman(ra) sagde til Abu Dardaa:

“Din Herre har rettighed over dig, din nafs(ego/selvet) har rettighed over dig og din familie har rettighed over dig, så du burde give rettigheder, af alle dem som har rettighed over for dig”.

Næste dag gik Abu Dardaa over til Profeten(saw) og fortalte hele episoden. Profeten(saw) sagde:

“Salman(ra) har talt sandt(SahihBukhari Volume 3, Book 31, Number 189)

Salman(ra) fortsatte sit liv sammen med Profeten(saw) indtil Profetens(saw) død, senere var han i Madinah under Abu Bakrs(ra) kaliftid.

Under Umars(ra) khalifa tid deltog han i hæren(Islams hær) mod den persiske hær. Og dernæst blev han borgmester i byen Al-Mada(Irak). Penge og verdslige statue havde ikke ændret noget på hans måde at leve på, da han fandt herlighed og ære i tro og næste verden.

Salman(ra) var klædt i et stykke stof som kappe men mere tildækket(kappe). Han brugte det også, når han skulle til at sove. Han lagde halvdelen under sig og den anden halvdel som en dyne. Han havde ikke et hus. “Så højst at mit hoved vil ramme, når jeg rejser mig op, og så langt at mine fødder vil nå når jeg strækker mine ben” – var Salmans(ra) svar, da en muslim ville bygge et hus til ham.

En som ikke kendte ham vil aldrig nogensinde vide at han var en borgmester. En dag så en handelsmand fra Syrien ham på gaden og kaldte på Salman(ra) for at bære hans ting. Salman(ra) sagde intet, trods han var borgmester, og bårede handelsmandens ting. Nogle folk fra gaden så det, og fortalte handelsmanden, at det var borgmesteren, som bårede hans ting. Handelsmanden skyndte sig at undskylde, men Salman(ra) svarede “Nej jeg vil bære de ting hjem til dig”.

Han delte sin borgmesterløn ud til de fattige og tjente penge af noget, som han selv havde lavet og solgte. Han var et af de største eksempel på en mand med status og magt, men som var yders ydmyg iht. Profetens(saw) Sunnah.

Salmans(ra) viden og rette tro havde påvirket mange andre Sahaba. Mange store Sahabaer havde henvendt sig til ham for rådgivning, herunder Hazrat Umar(ra). Han havde oplært nogle af de største ali alim(lærd): Qasım bin Muhammed, Abu Said el-Hudri, ibn-e-Abbas, Avs bin Malik og Abu Hurayrah(ra) havde fortalt hadiser fra ham.

Profeten(saw) sagde: “Salman(ra) mættes af viden” (İbn Sad, a.g.e., IV, 85).

i en anden beretning siger Profeten(saw):

“Paradiset(Jannah) savner tre personer: Ali(ra), Ammar bin Yasin(ra) og Salman(ra)” – (Tirmidhi menakib 34).

Hazrat Ali(ra) sagde: “Der var blevet givet de tidligere tiders viden og den usete(kommende) viden til Salman(ra). En uopnåeelig viden havde han”.

Salman(ra) sagde altid, at Rasulallah (saw) fik dem til at give et løfte, og ingen af dem kunne bevare denne; løftet var:

” lad jeres værdslige levebrød være så meget som for en rejsende”.

Salman(ra) var direkte ansvarlig for at give budskabet om Islam videre til Iran, Iraq, Sydøst-Tyrkiet, Afghanistan, Syrien og Uzbekistan. Han kunne persisk, og var den første person, som oversatte nogle Quran surah og ayat til et andet sprog. Han oversatte Quranen til persisk.

Salman(ra) var en af de første, som forstod og praktiserede Tasawwuf. En del Tariqaer støtter sig til ham. Og han er den, som kommer som nr. 2 efter Abu Bakr(ra) i Naqshbandiyya-ordenen. Denne orden er spredt mest i de områder, hvor Salman Al-Farsi havde indflydelse på.

Hazrat Abu Bakr(ra) lærte Tasawwuf fra Profeten(saw) og gav(lærte) det videre til Salman Al-Farsi, som lærte det videre til Qasim bin Muhammad(Abu Bakrs barnebarn). Han lærte det videre til Imam Jaffar Sadiq(Hazrat Alis barnebarn og Ahlul-bait Imam) og videre i den nuværende Naqshbandiyya-liste over Tasawwuf-Sheikher(aalim-åndelige vejledere).

Da Salman Al-Farsi blev spurgt, om hvem han var, svarede han tilbage med den velkendte sætning i Tasawwuf, der revolutionerede troen Islam dengang og den dag i dag, herunder Tasawwuf(dybdegående Islam):

“Jeg er Salman, søn af Islam, barn af Adam”.

Må Salman Al-Farsi(ra) hvile i fred i Barzakh(hvilested før Paradis), og må Han(ra) få det højeste stadie i Jannah(Paradis) – Jannat-ul-Firdous(7. Stadie).