Tørklædet er blevet negativ-gjort af medierne, og opfattet som et undertrykkelses monument af kvinder. Det er blevet fortolket til en primitiv tradition skabt i et mandsdomineret samfund. Men i virkeligheden er forståelsen af hijab i dag et komplet modstykke til, hvad den står for.

I Islam er alle som udgangspunkt født ligeværdige. Ingen form for religiøst betinget medfødt overlegenhed anerkendes blandt kvinder og mænd uanset social og økonomisk status. På dommedag vil vi stå side om side og blive bedømt ens udfra vores gerninger og hjerters hensigter, og ikke på baggrund af køn, udseende, race eller status.Fra gammel tid, levede kvinder i et mandsdomineret samfund, underlagt manden i næsten alle henseende og var derfor tvunget til at følge regler skabt udelukkende af mænd. Dengang såvel som i dag havde kvinden ifølge manden visse fortrin frem for andre, defineret fortrinsvis af deres skønhed og sociale status. Alle andre værdier såsom viden, kundskaber, gerninger var uden værdi, da det ikke indgik i det mandsskabte kvindeideal. Gennem tiden er idealet blevet modificeret og avanceret, men fælles med dengang er, at det stadig er tillagt af mænd, netop fordi dette ideal i materialistisk henseende sælger. Idealet dyrkes i en ekstrem grad i dag i forhold til dengang, på grund af den større mediedækning. Et ideal med fortsat fokus på udseende og det ræs der følger med, gør kvinden til et objekt i stedet for et selvstændigt individ, vurderet ud fra hendes personlighed og aktiv i samfundet.

Profeten(saw) var en stor fortaler for kvindens rettigheder, og hovedbeklædningspåbuddet under Hans(saw) tid var et signal om ligeret og ligeværd for alle kvinder – begreber som ikke tidligere var kendt. For dem som bar det signalerede det respekt og urørlighed. Det kan betragtes som et historisk symbol på uafhængighed af mandens lyster og enorme skønhedskrav.

Tanken bag tørklædet har derfor aldrig været at undertrykke kvinden, kontrollere hendes drift og tvinge hende til at følge en mandsdomineret religion. Tværtimod fik kvinden glæde af den uafhængighed og respekt, da hun ikke længere var underlagt mænd men kun Allah.

Mange modstandere af islam såvel som muslimer selv, mener at hovedbeklædningen er til, for at manden ikke skal lade sig friste, og at tørklædet derfor er påtvunget kvinden på grund af mandens svaghed. Det er ikke helt korrekt, da tørklædepåbuddet ikke er tildelt kvinden udelukkende for mandens bedste men overvejende for sit eget bedste. Det er et værn der tildeler kvinden en respekt og bevarer en afskærmning af de feminine træk som kan friste svage sjæle. Det bør ikke ses som en begrænsning men en udfoldelse for kvinden, der kan være aktuelt i et dynamisk samfund på baggrund af hendes kundskaber og personligheder, og ikke hendes udseende.

Hijab må fundamentalt betragtes at være til bedste for begge parter. Dog først og fremmest til kvindens, da den symboliserer ærbarhed samt respekt og beskytter hende fra mandesamfundets sex-objektgørelse. Hvis man forstod essensen af denne beklædning, så ville man respektere den og værne om den.

En personlig beretning om hijab:

Hijab for mig er ikke bare et syntetisk fremstillet hovedbeklædning, en udsmykning, et symbol på min trosretning eller en del af min identitet. Den er et aktivt skridt mod Allah. Et aktivt symbol på min kærlighed og hengivenhed til Ham. En komplet forståelse og underkastelse af hans ord i den hellige koran. En lydighedsgerning for Hans åbenbarede ord. Et bevis på min gudsfrygt og troskab. Men også en gave, der tildeler mig respekt og ærbarhed og som beskytter mig.

Jeg tog den på i en alder på 11 år. Jeg husker min første dag som var det i går. Jeg gik i 4. Klasse og jeg mødte en intens undren, nysgerrighed og ensomhed, som mit barnlige og uskyldige sjæl ikke kunne bære eller sætte ord på. På vej hjem den dag trillede tårene ned af min kind og jeg tog det af bare 10 meter fra min hoveddør. Men da jeg trådte ind af døren, følte jeg en ubeskrivelig skam, som jeg betroede mine forældre. De stillede mig et frit valg mellem den sande vej og den urette vej. Det tog mig kort tid og min sjæl søgte den rigtig vej. Mit valg var ikke bygget på frygt eller tvang, men af blind tiltro til min kærlighed for mine forældre og deres ord, og mit indres hungren efter at finde mig selv i denne kultur, som var så fremmed for mig. Jeg erkendte allerede dengang meget tidligt, at for at jeg kunne finde mig selv, må jeg ikke fornægte mine rødder. De var en del af mig og min udvikling. Det var mit fundament og jeg ville ikke leve svagt men have et godt fundament at bygge på, så jeg ikke stod tom overfor de eksterne stimuli. Så jeg ernærede mig meget af mine forældres kærlighed og hentede styrke derfra til at stå imod hvad der senere skulle møde mig udenfor mit hjem som følge af denne beslutning. Jeg mødte meget modstand, men det styrkede mig endnu mere til at holde fast i mit valg. Men jeg gengældte omverdenen med flittighed og en kærlig opførsel, som rørte dem til en grad at de træk skyklapperne væk, for at acceptere mig for den jeg var. Jeg hentede ikke accept ved at ligne dem i opførsel og udseende, men gennem en hård kamp, som modnede mig mere end hvad min alder tilladte. Men jeg sejrede fordi jeg satte et minde i disse menneskers erindring og jeg rørte deres hjerter. Sådan lærte jeg at håndtere omverdenen, ved at yde en enorm indsats i tro tålmodighed og opførsel indtil de blødede op. Jeg troede stærkt på at vi alle mennesker skabt af den samme Gud, og formet af det miljø vi var født ind i, havde mange fælles menneskelige værdier og behov. Med mit enorme psykiske overskud og tolerance kunne jeg nå ind i mennesket bag et forstenet blindt hjerte og det fascineret mig og styrkede mine tro. Så jeg blev ved sådan så længe jeg havde godt fat om islams reb og min forældres kærlighed og støtte. Men omstændighederne ændrede sig og blev hårdere, og lige pludselig stod jeg alene uden mine kilder til kærlighed, men Kun Allah foran mig. Jeg stod ved i lang tid i mange år, indtil det hele knækkede ved hjælp af uheldige valg og forkerte personer som førte mig bag lyset. Men jeg var blind af uskyldighed, og var glad for at jeg var blevet optaget på mit studie, for intet kunne gøre mere lykkelig nu. Jeg fik storheds vanvid, for jeg klarede mig igennem meget, før jeg kom så langt. Men jeg glemte at være ydmyg og taknemmelig. Jeg fortsatte med at tro at jeg kunne klare alt alene, men som månederne gik gjorde det indtryk på mig hvor meget afhængigt man var af sit netværk. Det var en vigtig aflastning for alle de problemer man stødte på undervejs i studiet, men det indre var der ingen der kunne nå ind til. Det var materialistiske relationer, hvor kun den stærke overlever og respekteres. Jeg lærte spillets regler, men ensomheden gnavede løs i mig og jeg prøvede ihærdigt at dulme smerten ved at knytte tættere og nye bånd, uden bevidsthed om at det kun forværrede min tilstand og kun træk mit fokus væk fra alt hvad mit indre stod for og levede for. Fra det fundament jeg havde startet. Fra ALLAH (swt). Det føltes ikke rigtigt. Det var frustrerende at erkende ensomheden i en verden fyldt med mennesker omkring mig, men stadig have en uudholdig følelse af at være alene. Jeg følte jeg havde mistet fodfæste. Hvem var jeg? Jeg levede et sted som ikke var mit. Jeg påførte mig en mærkat at være muslim uden at vide hvad det indebar. Hvad var mit mål her i livet? Var det målet at tilegne sig status som læge eller var målet at stifte familie? Eller var målet at pådrage sig accept fra omverdenen? Hvad var lykke? Det var udefinerbart, og jeg kunne ikke forholde mig til det. Mit indre skreg efter en større mening med livet, overdøvede mine tanker. Hvorfor var jeg ikke glad, når jeg havde alt? Hvad var det jeg søgte efter? Alle disse spørgsmål ville jeg have svar på.

Min interesse for religion i al almindelighed begyndte langsom at tage en drejning. Jeg begyndte at diskutere Islam og fandt ud af, at min viden om islam var mindre end hvad der var acceptabelt. Jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne gå ind for en livsanskuelse uden at kende ret meget til den. Det var hyklerisk. Jeg reflekterede længe over alt, over fortidig hændelser i mit liv og prøvede at trække en rød tråd gennem det hele. Det er var en umulig søgen efter et sandt svar på det hele. Jeg blev kastet i uendelig rastløshed og depression over den puslebrik, som manglede for finde ro.

Jeg satte mig et øjeblik i komplet ro og harmoni, og kiggede ud af mit vindue. Så tomt på omgivelserne gennem det store vindue i mit værelse. Jeg så så langt øjet rakte, og alt var det samme som altid. Menneske skabte bygninger, veje, passerende biler, en kvinde med sin barnevogn. Himlen fangede mig mest, og jeg kiggede længe på hvad denne rummede. Hvad lå bag alt det skaber værk. Hvad var meningen med alt det jeg ikke kunne rumme. Jeg fik øje på et fly der kastede en røg sky efter sig. Jeg fulgte den længe til den forsvandt ud af mit syn, kun efterladende en hvid snoet røgsky som snart fortabte sig i de spredte hvide skyer. Mine tanker distraheredes for et øjeblik før jeg kommer i tanke om flyet igen, som nu er helt væk. Røgskyen har nu spredt sig men også flyttet sig. Det satte en undren i gang i mig, før jeg inden for sekunder stivnede af betagethed og ydmyghed. Jeg så pludselig ALLAH i alt. Alt hvad jeg få minutter siden observerede tomt, faldt nu i en komplet sammenhæng med essensen af min eksistens. Sandheden stod krystalklar foran mig. Med et slag så jeg Allahs storhed. Mit indre skælvede af glæde. Jeg kunne se Allahs tegn i alle træer, fugle og skyer – overalt. Fra det øjeblik var min søgen efter min Skaber umættelig. Jeg åbnede Koranen og følte mig beæret over at læste Den Almægtiges ord, som talte til mig og gennem mig. Hans ord rummede alt hvad mit ordforråd aldrig vil kunne beskrive. Islam var ikke længere en religion som jeg var født ind i, men en livsform, som førte til den elskede af alle. Alle mine bekymringer og angst var taget væk fra mine skuldre og min puls var til at føle på igen. Jeg havde tabt min sjæl et ukendt sted i dette verdslige virvar af menneskeskabte nydelser og idealer. Før min erkendelse kæmpede jeg med at rumme hele verden i mit hjerte. Men mit hjerte kunne ikke rumme denne verden. Det reagerede kraftigt på det, og jeg følte det kraftigt som en smerte der gav genlyd i mit tomme indre. Det var denne smerte og usikkerhed, som havde givet mig al den indre uro. Mit hjerte var for lille til at forstå og rumme alt det kaos verden var blevet til og meningen med den indædte jagt efter verdslig lykke og indre destruktion og selvstraf. Mit indre fandt endelig endelig fred, for det var nu ALLAHs noor som fyldte og rensede mit hjerte og undertrykte sjæl. Mit liv havde fået betydning og spørgsmål besvaret. Det skulle tage mig mange år før jeg forstod hvorfor jeg valgte den sande vej. Det var nu ikke længere vigtigt at bevise noget for omverdenen og forklare sin hijab, for alt blegner når man husker, at vi er født ind i denne verden for derefter at vende tilbage til vores Skaber. Må vi alle inshaAllah følges ad af denne vej.

Smerten

Jeg omgives med mennesker, men stadig føler jeg mig ensom og alene med min smerte. En smerte skjult bag en indre jern mur, som jeg selv har opbygget gennem årene. En jeg ikke kan nedbryde af angst for at være alene med min sjæl og erkende hvilke skader jeg har forvoldt den, hvilken skrøbelighed og svaghed jeg rummer. Jeg bliver ved med at undertrykke sjælen, benægte dens betydning, og pine den til den krymper sammen til en uværdig størrelse, der sætter sig fast i min strube til jeg ikke kan trække vejret længere. Først der, mærker jeg mig selv. Det må høre op, hører jeg en stemme i mit indre, og jeg ser alvoren i det mord jeg begår mod mig selv. Stemmen runger i mit indre og sætter vibrationer igennem hele mit system; “Hvor meget mere kan du bære før du knækker? Kan du ikke se at du er blevet narret af Shaitans skumle spil? Kan du ikke se, at dit nedsunkede kropssprog, dit blik har røbet dig? Øjnene afslører en dyb bedrøvelse, som enhver med lidt medmenneskelighed vil ane, men ikke bekræfte, for du skjuler det godt. Men nok er nok! Denne flugt for ingen ting må høre op, da det kun vil slukke det sidste lys i dit hjerte, som herefter bliver kold og dyster. Det er ikke sådan du skal forlade livet, syg i hjertet og pint af anger i din grav. Søg lyset og du finder den rigtige sti. Du vil aldrig skuffes”. Jeg må starte et sted for måske Allah (swt) vil tilgive mig for det jeg ikke kan glemme og tilgive mig selv for. Bag lukkede rum, slår jeg mit bede tæppe op i retning mod Mekka og dumper træt ned på mine knæ. Ya Allah hvad har jeg dog gjort mod mig selv. Jeg ser med et alle mine sår med hjerte og sind, og tårene kan ikke holde trit med betændelsen i mit indre. Smerten. Sandheden, som jeg ikke kan klare at se længere. Mit hoved er nedbøjet og hjertet knust i uendelige stykker. Jeg er ydmyg og følt med skam over at mærke Allah med mig i dette øjeblik. Hans kærlighed giver min sjæl næring og vækst til at folde sig ud på ny efter sit fangenskab i min krop. Jeg mærker dens udretning som en intens smerte, stikkende og pinefuld. Den tiltager i styrke til jeg tror jeg ikke kan klare det længere, men når tærsklen er nået, afslappes jeg, for nu fylder den min krop på ny. Jeg lever igen. Men den er svag og ujævn, og har brug for pleje og næring til at stå imod mit destruktive ego. Jeg overgiver mig nu fuldstændig til min skaber. Med Ham, har jeg ikke brug for at bevise at jeg er stærk. Han den storslået barmhjertige, kærlige og tilgivne Gud, vil våge over mig og aldrig forlade mig. For jeg hører til Ham og ender hos Ham.

Hvad banker mit hjerte for?

Jeg ved jeg lever endnu, men jeg føler mig ikke levende. Jeg lægger hånden forsigtigt på mit hjerte og mærker hjertet slå endnu. Jeg lukker øjnene og drages væk af mine sanser gennem bevægelserne af min brystkasse som cyklisk hæver og sænker sig under hver respiration, og hører de karakteristiske hjertelyde blive højere og højere fra mit indre. “Lub” “Dup”. Hjertet slår i en koordineret rytme og med regelmæssig puls. Hvorfor føler jeg mig så tom og død indeni, når jeg fysisk stadig eksisterer. Hvad banker mit hjerte for? For denne fortabte verden? For meningsløs prestige? For rigdom? For fremtidige mand og børn? For at søge lykke?

Hvorfor lever jeg som jeg gør? For at vokse i min nærmestes øjne? For at føle mig uovervindelig? For alle andres skyld, end min egen Skaber? Hvorfor praktiserer jeg min religion? Af frygt for Din straf? Af grådighed efter at fylde min konto i efterlivet med beløninger eller for at tilbede og elske Dig?
Ya Allah tilgiv mig og hør min bøn, idet jeg henvender mig til Dig nu. Jeg tror inderligt på at Du hører mig. Lad dette hjerte som jeg mærker banke – banke
for Dig. Lad det hjerte banke, så længe det bringer mig nærmere Dig. Lad det banke, så længe jeg lever for at tilbede dig.