Asmaa bint Abu Bakr tilhørte en udmærket muslimsk familie. Hendes far, Abu Bakr, var en tæt ven af Profeten(saw) og den første kalif efter hans død. Hendes halvsøster, Aishah, var en af Profetens(saw) koner og en af Ummahat al-Mumineen. Hendes mand, Zubayr ibn al-Awwam, var en af Profetens(saw) personlige medhjælpere. Hendes søn, Abdullah ibn az-Zubayr, blev kendt for sin ufordærvelige og urokkelige hengivenhed til Sandheden.

Asmaa selv var en af de første personer, der accepterede Islam. Kun omkring 17 personer, både mænd og kvinder inklusive, blev muslim før hende. Senere blev hun kaldt Dhat an-Nitaqayn (hende med de to bæltebånd) pga. en hændelse i forbindelse med afgangen af Profeten(saw) og hendes far fra Mekka ved den historiske Hijrah til Madinah.

Asmaa var en af de få personer, som kendte til Profetens(saw) plan om at flygte til Madinah.

Migrationen måtte holdes hemmeligt pga. Qurayshs plan om at myrde Profeten(saw).

Den aften, de skulle af sted, var Asmaa den, som forberedte en sæk med mad og en vandbeholder til deres rejse. Det var umuligt for hende at finde noget til at binde beholderne med, og derfor brugte hun sit bæltebånd eller nitaq. Abu Bakr foreslog, at hun skulle rive den i to. Dette gjorde hun, og Profeten(saw) roste hendes handling. Fra da af blev hun kendt som “hende med de to bæltebånd”.

Da den sidste udvandring fra Makkah til Madinah fandt sted, lige efter Profetens(saw) afgang, var Asmaa gravid. Hun tillod ikke sin graviditet, eller udsigten til en lang og vanskelige rejse afskrække hende fra at forlade stedet. Så snart hun nåede Quba i udkanten af Madinah, fødte hun en søn, Abdullah. Muslimerne råbte, Allahu Akbar (Gud er den største) og Laa ilaaha illa Allah (der er ingen anden Gud end Allah) i lyksalighed og taknemmelighed over, at dette var det førstefødte barn fra muhajireen i Madinah.

Asmaa blev kendt for sin fine og storslåede egenskaber og for sin intellektualitet. Hun var en utrolig generøs person. Hendes søn Abdullah sagde engang, “Jeg har ikke set to så generøse kvinder før, som min tante Aishah og min mor Asmaa. Men deres generøsitet blev udtrykt på forskellige måder. Min tante ville hobe den ene ting efter den anden op, indtil hun havde indsamlet, hvad hun følte var tilstrækkeligt, og så uddele det til alle dem, som var i nød. Min mor, på den anden side, ville ikke engang beholde noget til følgende dag”.

Asmaas fremtræden i vanskelige omstændigheder var usædvanligt. Da hendes far tog af sted til Makkah, tog han al sin rigdom, en sum af omkring 6.000 dirhams med sig og efterlod intet til sin familie. Da Abu Bakrs far, Abu Quhafah (han var stadig en afgudsdyrker) hørte om hans afgang, tog han til hans hus og sagde til Asmaa:

“Jeg forstår, at han har efterladt jer, berøvet af penge, efter at han selv har forladt jer”.

“Nej, farfar,” svarede Asmaa, “i virkeligheden har han efterladt os mange penge”. Hun tog nogle småsten og anbragte dem i en lille fordybning i væggen, hvor de plejede at anbringe penge. Hun smed et stykke stof over dyngen og tog sin farfars hånd – han var blind – og sagde, “Se hvor mange penge han har efterladt os”.

Igennem dette kneb ville Asmaa dulme den gamle mands frygt og komme ham i forkøbet fra at give dem noget af sin egen rigdom.

Dette var fordi, at hun ikke kunne lide at modtage noget form for hjælp fra en mushrik (afgudsdyrker), selvom det var hendes egen farfar.

Hun havde en lignende holdning til sin mor og var ikke tilbøjelig til at gå på kompromis med sin ære og hendes tro.

Hendes mor, Qutaylah, kom engang for at besøge hende i Madinah. Hun var ikke muslim og var skilt fra hendes far i før-islamisk tid. Hendes mor bragte hende gaver af rosiner, klart smør og qaraz (krukker fra en art af træ). I første omgang afviste Asmaa at give hende adgang til sit hus eller acceptere gaverne. Hun sendte nogle hen til Aishah for, at spørge Profeten(saw) om hendes holdning til sin mor og Han(saw) svarede, at hun bestemt burde tillade hende adgang til sit hus og acceptere gaverne.

Ved denne anledning, kom denne åbenbaring til Profeten(saw):

“Gud forbyder dig ikke, med hensyn til dem, som ikke kæmper imod dig pga. din tro og heller ikke smider dig ud af dit hjem, at handle venligt og retfærdigt med dem. Gud elsker dem, som er retfærdige.

Gud forbyder dig kun, med hensyn til dem, som kæmper imod dig pga. din tro og smider dig ud at dit hjem, og støtter andre i at smide dig ud, at vende dig til dem (for venskab og beskyttelse). Det er sådan en beslutning (i disse omstændigheder) der er forkert” – (Surah al-Mumtahana 6O:8-9)

For Asmaa og faktisk mange andre muslimer var livet i Madinah i starten ret vanskeligt. Hendes mand var rimelig fattig, og størstedelen af hans besiddelse til at starte med var en hest, han havde købt. Asmaa selv beskrev disse tidlige dage:

“Jeg plejede at sørge for foder for hesten, give den vand og strigle den. Jeg ville male korn og lave dej, men jeg var ikke i stand til at bage så godt. Kvinderne fra Ansar plejede at bage for mig. De var virkelig gode kvinder. Jeg plejede, at bære kornet på mit hoved fra az-Zubayrs jord, hvilket Profeten(saw) havde tildelt ham til at dyrke. Det var omkring tre farsakh(omkring otte km.) fra byens centrum. En dag var jeg på vejen og bar på kornet, da jeg mødte Profeten(saw) og en gruppe af Sahaba. Han kaldte efter mig og standsede sin kamel, så jeg kunne ride med ham. Jeg følte mig flov over at rejse med Profeten(saw), og jeg huskede også az-Zubayrs jalousi, han var den af mændene, der var mest jaloux. Profeten(saw) indså, at jeg var flov og red videre”.

Senere fortalte Asmaa præcis, hvad der var sket til az-Zubayr, og han sagde, “Ved Gud, at du skal bære korn er langt mere pinefuldt for mig, end at du rider med Profeten(saw)”.

Asmaa var åbenlyst en person af stor følsomhed og hengivenhed. Hun og hendes mand arbejdede ekstremt hårdt sammen, indtil deres fattige forhold gradvist blev ændret. Derimod på den anden side, behandlede az-Zubayr hende sommetider barskt. På et tidspunkt tog hun over til sin far og klagede om dette til ham. Hans svar til hende var: “Min datter, hav sabr(tålmodighed), for hvis en kvinde har en retfærdig mand og han dør, og hun ikke gifter sig efter ham, vil de igen blive bragt sammen i Paradis”.

Til sidst blev az-Zubayr en af de rigeste mænd blandt Sahaba, men Asmaa tillod ikke, at dette ødelagde hendes principper. Hendes søn, al-Mundhir, sendte hende engang en elegant kjole fra Irak, lavet af prægtigt og dyrt stof. På dette tidspunkt var Asmaa blind. Hun mærkede stoffet og sagde: “Det er forfærdeligt. Send det tilbage til ham”. Al-Mundhir var ked af det og sagde “Mor, det var ikke gennemsigtigt”.

“Det behøver ikke at være gennemsigtigt”, gengældte hun hans svar, “men det sidder for stramt og viser omridset af min krop”.

Al-Mundhir købte en anden kjole, som vandt hendes bifald, og hun accepterede den.

Hvis de ovenstående hændelser og aspekter af Asmaas liv hurtigt vil blive glemt, så må hendes sidste møde med sin søn, Abdullah, forblive et af de mest ikke glemte øjeblikke i tidlig muslimsk historie.

Ved dette møde påviste hun sin skarpe intelligens, beslutsomhed og styrken af hendes tro.

Abdullah var med i driften om at blive kalif efter Yazid ibn Muawiyahs død.

Hijaz(region i Arabien), Egypten, Irak, Khurasan(Iran) og det meste af Syrien var blandt dem som favoriserede og anerkendte ham, som kaliffen. Ummayyaderne derimod fortsatte med at bestride Kalifatet og stillede en stor hær under Al-Hajjaj ibn Yusuf ath-Thaqafis kommando.

Ubarmhjertige slag mellem de to sider blev kæmpet, imens Abdullah ibn az-Zubayr udfoldede stor handling af tapperhed og heltemod.

Mange af hans støtter, derimod, kunne ikke modstå fortsættelsen af de stribevise slag og begyndte langsomt at forlade ham.

Til sidst søgte han tilflugt i den hellige moske i Makkah. Det var de, han vendte sig mod sin mor, nu en gammel og blind kvinde, og sagde:

“Fred være med dig, mor, og Guds barmhjertighed og velsignelse”. “Fred være med dig osse, Abdullah,” svarede hun. “Hvad bringer der her på denne tid, imens kampsten fra Hajjajs katapult vælter ned over dine soldater i Haram og ryster Makkahs huse?”

“Jeg kom for, at spørge dig til råds”, sagde han.

“For at spørge mig til råds?”, spurgte hun forbavsende. “Om hvad?”

“Folket har forladt mig, af frygt for Hajjaj eller fristet for det, han har at tilbyde. Selv mine børn og min familie har forladt mig. Der er kun en lille gruppe mænd ved min side nu, og uanset hvor stærke og trofaste de end er, kan de kun gøre modstand i en time eller to. Budbringere af Banu Umayyah (Ummayaderne) er nu i gang med at forhandle med mig og tilbyder at give mig alverdens besiddelse. Burde jeg nedlægge min hær og sværge troskab til Abdul Malik ibn Marwan. Hvad synes du?”

Hun svarede, mens hun hævede sin stemme:

“Det er dit anliggende, Abdullah, og du kender dig selv bedst. Hvis du mener, at du har ret og du står op for din tro og Sandheden, så hold ud og kæmp videre, som dine ledsagere, som blev dræbt under dit flag, som havde vist udholdenhed. Hvis du derimod begærer verdenen, sikke en ynkelig stakkel du er. Ville du have ødelagt dig selv, og du ville have ødelagt dine mænd.”

“Men jeg vil blive myrdet i dag, der er ingen tvivl der”.

“Det er bedre for dig, end at du frivilligt overgiver dig selv til Hajjaj og at nogle yndlinge fra Banu Umayyah burde lege med dit hoved”.

“Jeg frygter ikke døden. Jeg er kun bange for, at de vil lemlæste mig”.

“Der er ikke noget efter døden, som mennesket burde være bange for. Lemlæstelsen forårsager ikke det slagtede får nogen smerte”.

Abdullahs ansigt strålede, da han sagde: “Sikke en velsignet mor! Må dine storslåede egenskaber være velsignet! Jeg er kommet til dig på denne tid for at høre, hvad jeg har hørt. Gud ved, at jeg hverken er blevet svagere eller fortvivlet.

Gud er vidne til, at jeg stod ikke op for det jeg elsker ved denne verden og dens tiltrækningskraft, men kun af vrede for Guds skyld. Hans grænser er blevet overtrådt.

“Her er jeg for at gøre det, som vil behage dig. Så hvis jeg bliver dræbt, sørg ikke over mig, og pris mig ikke til Gud”.

“Jeg vil sørge over dig”, sagde den aldrende, men beslutsomme Asmaa, “kun hvis du bliver dræbt i en forgæves og uretfærdig sag”.

“Vær sikker på, at din søn ikke har støttet en uretfærdig sag, eller begået nogen form for afskyelige gerninger eller gjort en Muslim eller en Dhimmi(ikke-troende under muslimers beskyttelse) uretfærdigt, og at der i hans syn ikke er noget bedre end at behage Gud, Den Mægtige og Den Store. Jeg siger ikke dette for at befri mig selv. Gud ved, at jeg kun siger dette for at gøre dit hjerte sikkert og trofast”.

Lovprisning til Gud, som har fået dig til at handle alt efter hvad Han kan lide, og alt efter hvad jeg kan lide. Kom tæt på mig, min søn, så jeg kan dufte og føle din krop, for dette kan måske være det sidste møde med dig”.

Abdullah knælede foran hende. Hun krammede ham og overvældede hans hoved, hans ansigt og hans nakke med kys. Hendes hænder begyndte, at klemme hans krop, da hun pludselig trak dem tilbage og spurgte:

“Hvad er det, du er iklædt, Abdullah?”

“Dette er min rustning”.

“Dette, min søn, er ikke den slags klæde, som ønsker martyrdom. Tag det af. Det vil gøre din bevægelse lettere og hurtigere. Iklæd dig i stedet sirwal (et langt under-klædningsstykke), så hvis du bliver dræbt, vil din awrah (intime dele) ikke blive fremvist.

Abdullah tog sin rustning af og iklædte sig i sirwal. Da han ville tage afsked for at begive sig ud til Haram for at slutte sig til slaget, sagde han: “Min mor, berøv mig ikke fra dine dua (bøn)”.

Mens hun løftede sine hænder op imod himmelen, bad hun:

“Oh Gud, hav nåde for hans mange timers vågenhed og hans højrøstede gråd i nattens mørke, imens folk lå og sov…

“Oh Gud, hav nåde for hans sult og hans tørst, på hans rejser fra Madinah og Makkah, imens han fastede…

“Oh Gud, velsign hans retfærdighed til hans mor og hans far…

“Oh Gud, jeg priser ham til Din sag, og jeg er taknemmelig med hvad end Du bestemmer for ham. Og skænk mig, for hans skyld, den belønning, for dem, som er tålmodige og dem, som holder ud”.

Ved solnedgang var Abdullah død. Netop ti dage senere, sluttede hans mor sig til ham. Hun var hundrede år gammel. Alderen havde ikke gjort hende svag eller dæmpet hendes entusiastiske sind.