I Waddan dalen der forbinder Mekka med omverdenen, boede stammen Ghifar. Ghifar stammens tilværelseseksistens bestod af de ringe offergaver, der blev givet af karavanerne fra Quraysh, der vandrede mellem Syrien og Mekka. Det er meget sandsynligt, at de osse levede ved at plyndre disse karavaner, da de ikke fik nok til at tilfredsstille deres behov.

Jundub ibn Junadah, øgenavn Abu Dharr, var et medlem af denne stamme.

Han var kendt for sit tapperhed, hans ro og hans vidt brede klarsynethed og osse hans frastødhed mod de guder, som hans folk tilbad. Han afviste de tåbelige religiøse overbevisninger og den religiøse korruption, som araberne havde engageret sig i. Han vidste, at de guder som de selv byggede med deres egne hænder, ikke kunne være hans Skaber, han vidste at der ikke kunne komme noget godt ud af tilbede statuer og ønskede at finde den rette vej, men manglede vejledning og viste ikke hvem og hvor hjælpen til hans udvej skulle komme fra. Han brugte sin tid på at reflektere meget over livet – skabelsen og isolerede sig fra afgudsdyrkerne for at kunne behage den Ene Gud som han troede på. Sådan varede det i 3 år.

Medens han var i Waddan ørkenen, fik han nyheden om, at en ny Profet(saw) havde vist sig i Mekka, og at Han(saw) inviterede mennesker til hidayah. Et lysende håb i mørket for Abu Dharr(ra). Han håbede inderligt at denne Profets tilsynekomst ville hjælpe folk til ændre deres hjerter og sind til at lede dem væk fra den mørke overtro. Han undrede sig meget over denne nye Profet(saw) og fremskyndte sit ønske i hjertet om at møde ham, hans savn blev mere og mere utålmodigt. Uden at spilde meget tid, kaldte han på sin bror Unais og sagde til ham: “Tag til Mekka på mine vegne og bring hvad du kan af nyheder om denne mand, som hævder at han er profet og åbenbaringer kommer til Ham(saw) fra himlene. Lyt til noget af det, han åbenbarer og vend tilbage og gengiv det for mig, da det kan være mit hjerte finder sandhed og ro i hans ord.”

Unais drog til Mekka og så Profeten(saw) ved Kabaa. Han lyttede til det Han(saw) havde at sige og vendte tilbage til Waddan ørkenen. Nysgerrig efter nyhederne fra hans bror drog Abu Dharr(ra) ud for møde ham, og spurgte ivrigt efter Profeten(saw). “Jeg har set en mand, hvis lige jeg ikke vil møde”, svarede Unais”, der inviterer folket til den sande vej, at der findes kun En Gud og at han(saw) er Hans(swt) sendebud”. Unais var blevet meget betaget af det, han oplevede i Mekka, og fortsatte med at fortælle, at han så ingen dårlig handling, hørte ingen forkerte ord fra denne Profet(saw), at Han(saw) fortalte folk de gode ting i livet og advarede folket mod de dårlige ting. Da Abu Dharr(ra) spurgte ham om han kunne recitere noget af det Profeten(saw) sagde, svarede Unais tilbage med at han ikke kunne huske det, men at han mødte en masse digtere og poesi læsere men at Profeten(saw) lignede ingen af dem og udskilte sig fra mængden.

Abu Dharrs(ra) nysgerrighed efter at se denne profet(saw) voksede og tændte en brændende flamme i hans hjerte, brændende efter for møde ham(saw). Uden at spilde tid tog han sin hest og drog mod Mekka alene – så modig var han.

Når Islamisk historie fortæller om Abu Dharr(ra), lærer vi at hans tapperhed var så stor, at de farlige karavaneruter i ørkenen red han alene og uden frygt for nogen – så tapper, ja nærmest dumdristig var han.

Efter en lang og trættende rejse nåede han til Mekka og tog hen til Kabaaen for hvile sig og måske være heldig og møde Profeten(saw). Han spurgte en masse folk og prøvede at samle oplysninger om hvor Han(saw) kunne være men uden held, ingen kunne hjælpe ham med hans søgen. Han udviste mere forsigtighed, da rygterne spredtes hurtigt om, at Profetens(saws) følgere blev mødt med hård modstand og vold. Han valgte derfor at skjule sin intention overfor folk, da han ikke kunne vide om han ville møde en ven eller fjende. Da det blev aften lagde Abu Dharrs trætte krop sig til hvile ved Kabaaens mur.

Der bliver fortalt at Abu Dharr befandt sig i Mekka i 30 dage. Og i de 30 dage fik han kun Zam Zam vand at drikke. Så meget endda, at han sagde “Zam Zam vandet har fået mig til at glemme mad, jeg bliver mæt af at drikke Zam Zam og tog endda vægt på af at drikke Zam Zam.”

I en sen nat, mens han hvilede sig, passerede Hazrat Ali ibn Abu Talib(ra) forbi ham, da han realiserede at Abu Dharr(ra) var en fremmed, tilbød han ham at overnatte i hans hjem. Abu Dharr(ra) accepterede. Om morgenen tog Abu Dharr(ra) videre igen uden at fortælle Hazrat Ali(ra) hans sande hensigter med at være i Mekka. Igen tog han plads ved Kabaaen og søgte efter Profeten(saw) men uden held igen. Mørket dækkede sig over Mekka, og vi fandt Abu Dharr(ra) igen ved Kabaaens mur, håbløs søgende efter denne velsignede mand, der kunne lette hans søgen efter den rette vej – fjerne trængslen i sit indre – og måske knytte hans hjerte til Ham(saw). Nattemørket dækkede sig som et sort tæppe over Mekka, og endnu igen fandt vi Hazrat Ali(ra) passerende forbi ham og han henvendte sig til ham og sagde:

“Er det ikke på tide en mand kender sit eget hus?”

Abu Dharr(ra) tog imod invitationen og overnattede for anden nat hos Hazrat Ali(ra). Igen spurgte de ikke hinanden til deres henseender.

Men den tredje nat, spurgte Hazrat Ali(ra) ham”, Skal du ikke fortælle mig hvorfor du er kommet til Mekka?”

“Kun hvis du lover at hjælpe mig med at føre mig til den jeg søger.” Hazrat Ali(ra) accepterede.

“Jeg er kommet til Mekka fra et fjernt sted, ivrigt efter at møde den nye Profet(saw) og lytte til det han har at fortælle.”

Hazrat Alis(ra) ansigt lyste op af glæde”, Ved Allah, Han(saw) er sandelig Allahs sendebud”, og fortalte Abu Dharr(ra) mere om Profeten(saw). Til sidst sagde han”, når vi er vågnet op og drager ud for møde Ham(saw), så følg bag mig hvorend jeg går. Hvis jeg ser nogen, som jeg er bange for vil være mistænkelig overfor os, så vil jeg stoppe op, og fortsætte igen til jeg går ind i et hus, og du træder ind lige efter mig.”

Abu Dharr(ra) sov ikke den nat af den intense glæde, han fik for endelig at møde Profeten(saw) og høre recitationen af åbenbaringerne. Om morgen tog de afsted, og uden at blive bemærket af nogen, trådte de ind i et hus. Da Abu Dharr(ra) trådte ind, så han Profeten(saw) og hilste Ham(saw) med disse ord:

“As-salaamu alayka yaa Rasulullah, (Fred være med dig, O Allahs sendebud)”

“Wa alayka salaamullahi wa rahmatuhu wa barakaatuhu (Og må Allahs fred være med dig, Hans barmhjertighed og Hans velsignelser)”, svarede Profeten(saw).

Abu Dharr(ra) var dermed den første person i Islam, der hilste Profeten(saw) med den Islamiske hilsen. Efter det spredte hilsenen, og det blev brugt generelt.

Profeten(saw) velkom Abu Dharr(ra), og da han hørte, han var fra Ghifar stammen, blev han glad, fordi en fra Ghifar stammen havde kommet mod Islam og fået hidayah. Profeten(saw) vidste, at Ghifar stammen var en barbarisk stamme og dyrkede afguder, så han var glad for, at Allah(swt) havde givet hidayah til en der fra. Profeten(saw) reciterede nogle Ayat fra Quranen til Abu Dharr(ra) og inden længe og uden at tænke over det to gange, udtalte han Shahadah, dermed trådte han ind i Islam, endda uden at forlade sin plads. Han var en af de første personer der accepterede Islam. Og Profeten(saw) tildelte ham et nyt navn, Abdullah.

Efter lidt tid sammen med Profeten(saw) i Mekka, hvor Abu Dharr(ra) lærte om Islam og at læse Quranen, sagde Profeten(saw) til ham”, Lad være med fortælle nogen, at du har accepteret Islam, da jeg frygter, de vil slå dig ihjel”.

“Ved Allah, i hvis hænder som min sjæl er i, jeg skal ikke forlade Mekka indtil jeg tager hen til Den Hellige Kabaa og forkynder sandheden iblandt Quraysh folket”, vovede Abu Dharr(ra). Profeten(saw) forblev tavs. Abu Dharr(ra) tog mod Kabaaen og kaldte iblandt folk med hans højeste stemme”, O Quraysh folket, jeg bevidner, der er ingen Gud end Allah og Muhammad(saw) er Hans sendebud”. Hans ord havde en effekt med det samme, og folket samlede sig sammen og overfaldte Abu Dharr(ra) med spark og slag. Han fik så mange slag, at han var nærmest uigenkendelig. Abbas ibn Abdulmuttalib var også i nærheden og da han genkendte Abu Dharr(ra), bøjede han sig over ham og beskyttede ham, og sagde til Quraysh folket”, Vil i dræbe en mand fra Ghifar stammen, da i udmærket ved at jeres karavaner passerer gennem deres territorium? Idet de hørte det, gav de slip på ham. Abbas ibn Abdulmuttalib tog Abu Darr(ra) med hjem til ham. Men inden hans sår havde helet, så vi igen dagen efter Abu Dharr(ra) ved Kabaaen og formidlede igen til folket om Islam. Folket påny angreb ham og slog ham nærmest til bevidstløshed, da Abbas atter kom til hans redning. Abbas tog denne gang Abu Dharr(ra) med hen til Profeten(saw).

Profeten(saw) spurgte ham”, Sagde jeg ikke til dig at du ikke skal bekendtgøre din accept af Islam?”

“O Allahs sendebud”, svarede han”, Dette var en trang jeg følte i mit hjerte til at udføre.”

“Gå tilbage til dit folk og bliv der, og fortæl dem hva du har set og hørt. Inviter dem til Islam. Måske Allah vil velsigne dem godt gennem dig, og belønne dig gennem dem. Og når du har hørt at vi(muslimerne) er kommet frem, så kom hen til mig.”

Abu Dharr(ra) tog Profetens(saw) råd til sig og tog tilbage til hans folk. Han fortalte sin familie om Islam, og de accepterede. Og det lykkedes dem at invitere flere, indtil næsten hele Ghifar stammen accepterede Islam. Abu Dharr blev i ørkenen indtil Profeten(saw) vandrede mod Medina. I krigene Badr, Uhud og Khandaq deltog Abu Dharr(ra) ihærdigt, og det var i Medina at Abu Dharr(ra) endelig bad om lov af Profeten(saw) om at være i Hans(saw) personlige selskab. Profeten(saw) accepterede og var glad for hans nærvær og service. Sommetider viste Profeten(saw) forkærlighed til Abu Dharr frem for andre, og når han(saw) så ham, fik han et klap på skulderen, smilte til ham og viste hans glæde overfor ham.

Efter Profeten(saw) gik bort, kunne Abu Dharr(ra) ikke klare at være i Medina længere på grund af sorgen, og viden om der ikke længere ville være Hans(saw) vejledende selskab. Så han drog mod Syrien og blev der under Hazrat Abu Bakr(ra) og Hazrat Umars(ra) kalifattid.

Under Hazrat Uthmans(ra) tid, var han i Damascus og så hvordan tilværelsen for muslimer forværrede sig, deres interesse for det verdslige, og fortærelse af luksuriøsitet voksede. Han var bedrøvet, og frastødende mod dette. Så Uthman(ra) inviterede ham tilbage til Medina. Men os i Medina var han kritisk over for muslimernes stræben efter verdslige goder og fornøjelser, og ligesåledes var muslimerne der kritisk og frastødende mod ham. De klagede sig over Abu Dharrs(ra) hårde ord. Men Abu Dharr(ra) svarede dem med denne sætning”, Selvom I sætter et sværd ved min hals, og jeg har et øjeblik til at ytre det, jeg har hørt fra Profeten(saw), så ville jeg gøre det, før i skar mig.” Abu Dharr(ra) klagede sig til Uthman(ra), men hjælpeløs som Uthman(ra) var overfor omstændighederne, tilbød han Abu Dharr(ra) kalifatet, hvis han kunne bringe orden. Han afslog, fordi han huskede at Profeten(saw) havde sagt til ham, at han ikke skal tage noget ansvar for andre, det var fordi Abu Dharr(ra) var en spinkel mand, og var ikke i stand til få ansvaret at vogte andre. Så af respekt og troskab mod Profetens(saw) ord, afslog han tilbuddet. Han valgte i stedet at tage til en lille landsby ved navn Rubdhah, nær Medina. Han holdte sig langt fra mængden, og derfra forså han folks optagethed med det verdslige, og holdte fast i Profetens(saw) og hans følgeres arv i at søge efter det evige liv Hinsides i stedet for foretrække det verdslige.

Engang besøgte en mand ham, og kiggede efter indhold i huset, men fandt det ret tomt. Så han spurgte Abu Dharr(ra).

“Hvor er dine ejendele?”

“Vi har et hus derhenne( i det Hinsides)”, sagde Abu Dharr(ra)”, hvormed vi sender vores bedste ejendele derhen.”

Manden forstod hva han sagde og spurgte:

“Men du må da have nogle ejendele, så længe I er her.”

“Ejeren af denne verden vil ikke lade os blive i den.”

Abu Dharr(ra) fastholdt sit simple og beskedne liv til enden. Engang sendte Emiren af Syrien 300 dinar til Abu Dharr(ra) til efterkomme hans behov. Han returnede pengene og sagde, “Kan Emiren af Syrien ikke finde på en bedre tjener, som trænger til disse, end jeg?”

Han besluttede sig for drage ud i den øde ørken og tilbringe sine sidste dage der, væk fra folk og deres optagethed med det verdslige. Fortsatte med leve sit beskedne liv kun med hans kone som ledsager. I året 32 efter Hijra, gik Abu Dharr(ra) bort. Hans gravplads kan idag findes i Adiyaman, Tyrkiet. Profeten(saw) havde sagt disse mærkværdige ord om ham:

“Verden har ikke båret eller himlen dækket over en mere sandfærdig og trofast mand end Abu Dharr(ra).”

“Må Allah være nådefuld over Abu Dharr! Ensom vil han leve, ensom vil han dø, og ensomt vil han genopstå som en hel nation.”