Han var en blandt de første 8 personer, der accepterede Islam. Han var en af de 10 personer(al-asharatu-l mubashshirin), der var garanteret at træde ind i Jannah(Paradis). Han var en af de 6 personer, valgt af Hazrat Umar(ra) til at danne shura(rådsforsamlingen), til at vælge Khalifah efter hans død.

Hans navn i Jahiliyyah var Abu Amr. Men da han accepterede Islam, gav Profeten(saw) ham navnet Abd-al-Rahman – tjener af den Nådige Gud. Han er bedre kendt under navnet Abdur-Rahman ibn Awf(ra).

Abdur-Rahman(ra) blev en Muslim før Profeten(saw) trådte ind i al-Arqams hus. Faktisk siges det, at han accepterede Islam kun 2 dage efter Abu Bakr as-Siddiq(ra) gjorde det.

Abdur-Rahman(ra) undslap ikke den hårde behandling som de tidlige Muslimer led under i Quraysh folkets hænder. Han bar denne afstraffelse med standhaftige nerver, ligesom de andre gjorde. Han forblev fast ligesom de andre. Og da de blev tvunget til at forlade Mekka og rejse til Abyssinien(nuværende Etiopien), på grund af de kontinuerlige og uudholdelige forfølgelser, rejste Abdur-Rahman(ra) med dem. Han returnerede til Mekka, da rygterne spredtes om, at vilkårene for muslimerne havde forbedret sig, men da det viste sig, at disse rygter var løgn, tog han tilbage til Abyssinien på sin 2. hijra. Og fra Mekka igen foretog han igen en hijra til Medina.

Så snart han var ankommet til Medina, begyndte Profeten(saw) at flette Muhajirun(de udvandrede) og Ansar(de hjælpende) sammen på sin egen unikke måde. Dette etablerede en fast bånd af broderskab og var ment til at styrke det sociale sammenhæng og lette fattigdommen blandt Muhajirun. Abdur-Rahman(ra) var linket via Profeten(saw) til Sad ibn ar-Rabi’ah(ra). Sad(ra) i den høje humør og storsindethed som Ansar hilste Muhajirun på, sagde til Abdur-Rahman(ra):

“Min bror! Iblandt Medinas folk er jeg den med mest rige. Jeg har 2 frugthaver, og jeg har 2 koner. Se på hvilken af de 2 frugthaver du kan lide, og jeg vil rømme den ene for dig, og hvilken af mine 2 koner som er tiltalende for dig og jeg vil skilles med hende for dig.”

Abdur-Rahman(ra) må have været meget flov og genert og sagde som gengæld: “Må Allah velsigne dig, din familie og din rigdom. Men vis mig bar hvor jeg kan finde suq(marked)..”

Abdur-Rahman(ra) tog til markedspladsen og begyndte at handle med hvad end han havde af små ressourcer. Han købte og solgte og hans profit voksede hastigt. Snart var han tilstrækkelig velforsynet og var i stand til at blive gift. Han tog hen til Profeten(saw) med duften af parfume dvælende over ham.

“Mahyam, O Abdur-Rahman!”, udbrød Profeten(saw) – ‘mahyam’ var et ord af Yemensk afstamning og indikerede en behagelig overraskelse.

“Jeg har giftet mig,” svarede Abdur-Rahman(ra). “Og hvad har du givet din kone som hendes mahr?” “Vægten af nuwat i guld.”

“Du er nødt til at holde en walimah(bryllupsfest), selvom det kun er med et enkelt får. Og må Allah velsigne dig i din rigdom”, sagde Profeten(saw) med indlysende glæde og opmuntring.

Derefter blev Abdur-Rahman(ra) vant til så meget business succes, at han sagde, hvis jeg løftede en sten forventede jeg at finde guld eller sølv under den!

Abdur-Rahman udmærkede sig selv i både Badr og Uhud. I Uhud forblev han fast hele vejen igennem og led mere end 20 sår, nogle af dem dybe og alvorlige. Alligevel, var hans fysiske jihad jævnbyrdet ved hans jihad af rigdom.

Engang klargjorde Profeten(saw) en ekspeditionsstyrke. Han kaldte på sine ledsagere og sagde:

“Bidrag med sadaqah(almisse) for jeg ønsker at sende en ekspedition.” Abdur-Rahman(ra) tog til sit hus og vendte hurtigt tilbage. “Oh Allahs Sendebud,” sagde han, “Jeg har 4 tusind dinarer. Jeg giver 2 tusind som gave til min Herre, og 2 tusind forlader jeg til min familie.”

Da Profeten(saw) besluttede sig for at sende en ekspedition til fjerne Tabuk – dette var den sidste ghazwah(slag), som Han(saw) monterede – Hans(saw) behov for finans og materiale var ikke større end Hans(saw) behov for mænd, for Byzantium styrkerne var en talrig og veludrustet fjende. Det år i Medina var et år af tørke og besværlighed. Rejsen til Tabuk var lang, mere end 1 tusind kilometer. Der var mangel på provision. Transportmiddel var efterspurgt, så meget endda at en håndfuld muslimer tryglede Profeten(saw) om at tage dem med, men Han(saw) blev nød til sige nej, da Han(saw) ikke kunne finde transport for dem.

Disse mænd var kede og modløse og blev senere kendt som Bakka’in(de grædende) og hæren selv blev kaldt Hæren af Lidelse/Prøvelse (Usrah). Derefter kaldte Profeten(saw) sine følgere og bedte dem om at give almisse generøst for krigsanstrengelsen på Allahs vej og forsikrede dem om, at de ville blive belønnet. Muslimernes respons til Profetens(saw) kald var øjeblikkelig og generøst. Abdur-Rahman ibn Awf(ra) var en af de første i linien til at besvare Profetens(saw) kald. Han gav 2 hundred awqiyyah(en vis mængde vægt) af guld, hvorefter Umar ibn al-Khattab(ra) sagde til Profeten(saw):

“Jeg har (nu) set Abdur-Rahman begå noget forkert. Han har ikke efterladt noget til sin familie.”

“Har du efterladt noget til din familie, Abdur-Rahman?”, spurgte Profeten(saw).

“Ja,” svarede Abdur-Rahman(ra). “Jeg har efterladt mere til dem, end jeg har givet og bedre.” “Hvor meget?”, forhørte Profeten(saw) sig.

“Hvad Allah og Hans Sendebud har lovet af næring, godhed og belønning”, svarede Abdur-Rahman(ra).

Til sidst drog den Muslimske hær mod Tabuk. Der blev Abdur-Rahman(ra) velsignet med en hæder, som ikke var blevet tildelt nogen indtil da. Tiden til Salah(bøn) kom og Profeten(saw) var ikke til stede på det tidspunkt. Muslimerne valgte Abdur-Rahman(ra) som imam. Den første rakat var næsten færdig, da Profeten(saw) sluttede sig til tilbederne og gennemførte sin Salah bag Abdur-Rahman ibn Awf(ra). Kan der være en større hæder tildelt en end at være imam for den mest ærede af Allahs skabelse, imamen for Profeten(saw) over Profeter, imamen for Muhammad(saw), Allahs Sendebud!

Da Profeten(saw) gik bort, tog Abdur-Rahman(ra) ansvaret for at passe på Hans(saw) familie, Ummahaat al-Muminin. Han ville gå sammen med dem, hvorend de ville tage hen og han udførte endda Hajj med dem for at sikre sig, at alle deres behov var dækket. Dette er et tegn af den tillid og tiltro som Profetens(saw) familie havde i ham.

Abdur-Rahmans(ra) støtte til muslimerne og Profetens(saw) hustruer var meget velkendt. Engang solgte han et stykke jord for 40 tusind dinarer, og han delte dem ud blandt Banu Zahrah(slægtninge til Profetens(saw) mor Aminah), de fattige muslimer og Profetens(saw) hustruer. Når Aishah(ra) modtog noget af disse penge spurgte hun:

“Hvem har sendt disse penge?”, og der blev svaret det er Abdur-Rahman(ra), hvorpå hun sagde:

“Allahs Sendebud(saw) sagde: Ingen vil have medfølelse overfor dig efter jeg dør undtagen sabirin(de der er tålmodige og resolut.”

Bønnen fra den ædle Profet(saw), at Allah(swt) skal skænke barakah(velsignelse) til Abdur-Rahmans(ra) rigdom viste sig at holde hele hans liv igennem. Han blev den rigeste mand blandt Profetens(saw) følgere. Hans forretnings transaktioner blev til succes og hans rigdom blev ved med vokse. Hans handels karavaner til og fra Medina voksede større og større og bragte til Medinas folk hvede, mel, smør, klæder, redskaber, parfume, og hvad end der var behov for og eksporterede overskydende produkter, som de havde.

En dag, kunne en høj buldrende lyd høres udover Medinas grænser, som normalt var en stille og fredelig by. Den buldrende lyd blev gradvis forøget i volume. Tilføjende blev støvskyer og sand blæst op i vinden. Medinas befolkning realiserede, at en mægtig karavane var på vej for træde ind i byen. De stod i forbløffelse, idet 700 kameler betynget med goder bevægede sig ind i byen og overfyldte gaderne. Der var meget råben og spænding, idet folk kaldte på hinanden for at komme ud og bevidne dette syn og se, hvilke goder og underhold kamel karavanen havde bragt.

Aishah(ra) hørte tumulten og spurgte: “Hvad er det der foregår i Medina?”, og hun blev fortalt: “Det er karavanen af Abdur-Rahman ibn Awf, som er kommet fra Syrien med hans handelsvarer.”

“En karavane, der er skyld i al den tumult?”, spurgte hun mistroisk.

“Ja, Oh Umm al-Muminin. Der er 700 kameler.”

Aishah(ra) rystede let på sit hoved og stirrede i det fjerne, som om hun prøvede at erindre en scene eller udtalelse fra fortiden og derefter sagde hun:

“Jeg har hørt at Allahs Sendebud(saw) har sagt: “Jeg har set Abdur-Rahman ibn Awf indtræde Paradis krybende.”

Hvorfor krybende? Hvorfor skulle han ikke indtræde Paradis springende eller ved hastig fart som de andre ledsagere af Profeten(saw)?

Nogle af hans venner relaterede til Abdur-Rahman(ra) denne hadis fra Aishah(ra), som hun havde nævnt. Han kom i tanke om, at han havde hørt denne hadis mere end en gang af Profeten(saw) og skyndte sig til Aishahs(ra) hus og sagde til hende: “Ya Ammah! Har du hørt det af Profeten(saw)?”

“Ja”, svarede hun tilbage.

“Du har mindet mig om en hadis, som jeg aldrig havde glemt”. Han var henrykt og tilføjede:

“Hvis jeg kunne ville jeg sandelig ønske at indtræde Paradis stående. Jeg sværger til dig, yaa Ammah, at hele denne karavane med alle dens varer, vil jeg give sabilillah(på Allahs vej).”

Og det gjorde han så. I et stort festival af velgørenhed og retskaffenhed distribuerede han hele den massive karavane, som han havde bragt til folket af Medina og omgivende områder.

Dette er kun et tilfælde ud af mange, der viste hvilken type mand Abdur-Rahman(ra) var. Han tjente meget rigdom, men var aldrig knyttet til det for sin egen skyld, og han tillod ikke at det skulle korruptere ham.

Abdur-Rahmans(ra) generøsitet stoppede ikke der. Han fortsatte med at give med begge hans hænder, både skjult og åbent. Nogle af tallene, der er nævnt er virkelig bemærkelsesværdige: 40 tusind dirhams af sølv, 40 tusind dinarer af guld, 200 awqiyyah af guld, 500 heste til mujahideen for kæmpe på Allahs vej og 1500 kameler til en anden gruppe af mujahidin, 400 dinarer af guld til overleverne af Badr Krigen og et stort arv til Ummahaat al-Muminin og listen fortsætter… I betragtning af denne fabelagtige almisse sagde Aishah(ra):

“Må Allah give ham vand at drikke fra Salsabil(en kilde i Paradis)”. Al denne rigdom korrupterede ikke Abdur-Rahman(ra) og forandrede ham ikke. Når han var iblandt sine arbejdere og assistenter, kunne folk ikke skelne ham fra dem. En dag blev der bragt mad til ham for at åbne sin faste. Han kiggede på maden og sagde:

“Musab ibn Umayr(ra) er blevet dræbt. Han var bedre end mig. Vi fandt ikke noget på ham til at dække ham med, med undtagelse at det, der dækkede hans hoved blottede hans ben. Derefter har Allah udstyret os med (goder af) denne verden… Jeg frygter virkelig, at vores belønning er blevet skænket os tidligt(i denne verden).” Han begyndte at græde og hulkede og kunne ikke spise.

Må Abdur-Rahman ibn Awf(ra) blive bevilliget lykke til og være blandt:

“De, der giver bort af deres ejendom for Allahs sag uden at lade det, som de giver bort, blive ledsaget af forventning om genydelser og af krænkelser, de vil få deres belønning hos deres Herre. De skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede.” – (Surah Baqarah 2:262)

—-

Artiklen er skrevet af: Red-Δ7

Må Allah give os alle den samme følelse, rigdom og styrke til at give væk fra vores ejendom, materielle ting, penge og goder, alt, inshaAllah. – (Red-α99)